Velkommen til Pigespejd hos Køgespejderne.
Hvad er pigespejd?
Pigespejd er et særligt pigefællesskab, hvor der er plads til alle. Vi mødes den første torsdag i hver måned. Til pigespejd skal vi sammen arbejde med mod, personlig styrke, selvtillid og selvværd. Vi skal også være kreative og arbejde med både vores hænder og hoved.
Vigtigst, så skal vi have det hyggeligt og skabe et fællesskab man gerne vil være en del af.
Hvem kan gå til pigespejd?
Pigespejd er et supplement til de almindelige spejdermøder for juniorspejderne og 1. års-tropsspejdere. Aldersgruppen er ca. 10-13 år eller 4.-6. klasse.
Du fortsætter som spejder, hver anden weekend, som du plejer. Men derudover kan du gå til spejder en ekstra gang om måneden, sammen med en masse andre seje piger.
De månedlige pigespejd møder handler ikke kun om spejderfærdigheder, men om udvikling af dine personlige færdigheder.
Formålet med pigespejd
Pigespejd skal styrke sammenholdet blandt unge piger, på tværs af spejdergrene. Det skal give pigerne et rum, hvor de kan være sig selv, få troen på, at de kan meget mere end de selv tror og måske vigtigst, hvor de kan få nye venskaber.
Vores mål er, at pigespejd vil
- Hjælpe pigerne med endnu mere selvværd og selvtillid
- Skabe et stærkt fællesskab blandt pigerne
- Være et rum, hvor alle er trygge og har plads til at udvikle sig
- Give muligheder for relationer på tværs af aldersgrupper